“Mellem birkene i Lille Finland” Af Ida Touborg Larsen
I et samfund hvor tempoet sjældent sænkes, længes flere efter noget andet – en dybere forbindelse. Men hvordan finder man sin egen vej i en verden, der suser afsted med 210 kilometer i timen?
Vintersolen skærer gennem trækronerne og rammer dele af den kolde skovbund i gyldne striber. Alexandra knækker forsigtigt en lille kvist af grantræet. Den sprøde lyd bryder skovens stilhed et kort øjeblik, før hun lader nålene gnide gennem fingrene og indsnuser duften. Dyb og skarp. Frisk og citrusagtig. 1 Hun blender godt ind med farverne fra skoven. Hun er herude mindst to gange om ugen, og næsten altid alene. Lige præcis dette sted og denne skov er for hende magisk. Det føles som hendes eget hellige sted.